Sejlture på Øresund og Kattegat
Kom på sejltur med S/S Bjørn
Historisk isbryder drevet ved damp. Vi sejler hver den første søndag i sommerhalvåret, og S/S Bjørn kan også chartres. Se sejlplaner her
S/S Bjørn og besætning siger tak for en dejlig sejlsæson 2024. Vi glæder os til at sejle med jer i sommerhalvåret 2025.
S/S Bjørn er ét af bare tre tilbageværende dampskibe i drift herhjemme. S/S Bjørn har tidligere sejlet som isbryder og bugserbåd i Randers Havn og fjord.
Skibet står i alt væsentligt som da det blev søsat i Bremerhafen 1909. De ændringer, der er foretaget, skyldes ændrede søfartsregler og sikkerhedskrav.
En sejltur med S/S Bjørn byder på en helt speciel oplevelse af en teknologi, som vi ikke bruger mere indenfor skibsfart, men som faktisk stadig er både miljøvenlig og støjsvag.
Kedlen, der rummer 10 kubikmeter vand, fyres op med kul for at skabe driftstryk til den 3-cylindrede dampmaskine på beskedne 450 hk. Når tryk og momentum er etableret, sejler Bjørn alene ved dampkraft. Der er ingen automatik, alt styres manuelt.
Under sejladsen får du mulighed for at bistå fyrbøderne med at fyre under kedlen, eller at hjælpe kaptajnen med at styre skibet. Derudover er der adgang til skibets salon og mandskabskvarter.
Vi sejler langs kysten, enten nord eller syd, afhængig af vejr og vind. Der sejles sædvanligvis hver den første søndag i måneden. Varighed halvanden time, pris pr. deltager 200 kroner.