Veterandampskibet S/S BJØRN skal på værft for at få udskiftet kedlen

På en af de sidste sejladser i september sidste år konstaterede maskinfolkene på BJØRN en utæthed i systemet omkring skibets kedel. BJØRN er et kulfyret dampskib med 110 år på bagen, så besætningen er ekstra opmærksom på, hvis der er noget, der viser tegn på træthed.

Selv om vi ville være i stand til at tætne og reparere skaden, vurderede vi, at det ville være den bedste og sikreste løsning, at give kedlen et hovedeftersyn af Alfa Laval, som i sin tid har fremstillet den, fortæller Børge Østergaard, der er formand for Dansk Veteranskibs Klub S/S BJØRN. Kedlen er installeret i BJØRN 1923, og selv om den er løbende vedligeholdt og godkendt på alle lovpligtige eftersyn fra Søfartsstyrelsen, er næsten 100 år en meget høj alder for selv en danskbygget kedel af denne høje kvalitetsstandard.

Som sagt så gjort. Ifølge rapporten fra Alfa Laval kunne vi forvente, at en større reparation eller udskiftning af hele kedlen inden for en overskuelig fremtid ville blive nødvendig. Ud fra dette besluttede vi, at komme problemet i forkøbet og udskifte kedlen nu. Sikkerhed ombord har allerhøjeste prioritet hos os, tilføjer Børge Østergaard, og læk på kedlen er en meget alvorlig sag, så vi ønsker ikke at tage chancer på nogen måde. Det er et meget omfattende projekt, som ikke alene er særdeles omkostningskrævende, men også tidskrævende. Vi forventer derfor desværre ikke at komme til at sejle i indeværende år.

Vi er nu i gang med at indhente tilbud fra de leverandører, der er i stand til at udføre et sådant arbejde, supplerer Stig Sune Andersen, der er projektleder på opgaven. Det er et større arbejde, idet det jo ikke bare er at få fremstillet en ny kedel. Alene det at få den gamle afmonteret og ud af skibet kræver, at en del af skibets overbygning afmonteres, så der er plads til at en kran kan hæve den 27 ton tunge kedel op. Dertil kommer montering, tilpasning og isolering af ny kedel. Det er for omfattende til, at vi kan foretage det her i Helsingør, så på et tidspunkt skal S/S BJØRN slæbes på værft. Når vi forhåbentlig snart kan have en sikker oversigt over omkostningerne, går vi i gang med at ansøge de relevante fonde om finansiering, så vi kan komme i gang.

Vi glæder os til at kunne præsentere det flotte museumsskib S/S BJØRN i fin form forhåbentlig allerede i starten af sæsonen 2021.


Du kan også læse om ...

Kulturnat i Helsingør

Kulturnat i Helsingør

Arbejdsuge på S/S Bjørn

Arbejdsuge på S/S Bjørn
{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}